Indpakning med bobleplast

Ved du, hvorfor en flaske vin indeholder 750 ml? Eller har du nogensinde undret dig over, hvorfor den ikke indeholder 1 liter, eller en anden mængde? Det har noget at gøre med, hvor store flaskerne kunne laves, dengang de blev fremstillet i hånden. En glaspuster kunne på det tidspunkt gennemsnitligt puste et volumen om til 750 ml. I dag fremstilles de maskinelt, og det er grunden til, at man kan få flasker i alle mulige størrelser. Men det vækker en tanke ikke?

Jeg er glaspuster

Jeg er glaspuster. Det er en hobby, så jeg ved en lille smule om håndværket og dets historie. Ved siden af mit job, som sikrer, at vi kan forsørge familien, holde huset og få lidt ekstra til dejlige ferier, beskæftiger jeg mig med glaspustning. Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor, jeg er bare vildt fascineret af processen: Tanken om, at man kan smelte noget så simpelt som sand og tilsætte farve og, så skabe former, der er helt unikke, er fantastisk.

Min hobby har omdannet vores kælder til et glaspusteri med ovne, sten, stænger, kar og hylder. Der er adgang forbudt for børn under 8 år. Jeg vil ikke have, at de kommer for tæt på de brandvarme ovne, eller kommer til at skære sig på et ituslået stykke glas. Jeg har beskæftiget mig med glaspustning i mange år, og der er mange mennesker, som kender til min hobby. De kommer forbi og kigger på mine kreationer. Det er sjovt. Når jeg fortæller dem om, at glas er sand, så bliver de helt rundøjede, og vi får en god snak.
Nogle, som kommer forbi, bestiller faktisk et værk fra mig. Det er jeg glad for. Det giver en lille indkomst, som finansierer min hobby.

Billig bobleplast – ja tak!

Forleden kom en kvinde forbi. Hun havde læst om mine værker i den lokale avis. Hun så på nogle af objekterne, jeg havde stillet op på hylderne, og var meget begejstret. Hun bestilte en salatskål og et sæt vinglas. I grønne og turkise farver. Jeg holder selv meget af de farver, så jeg modtog hendes bestilling med glæde. Vi snakkede lidt om prisen, og hun betalte på stedet, og bad mig om at sende skålen og glassene, lige så snart jeg havde lavet dem. Hun efterlod en adresse ovre i København.
Nu har jeg så lavet skålen. Glassene er sat til at hvile, inden jeg lige tjekker, at jeg er tilfreds med dem. Farven har måske ikke helt den nuance, jeg gerne ville give.

Mens de hviler, vil jeg lige finde ud af, hvordan jeg får dem sendt, uden at der sker noget, og de går itu. Jeg får brug for sikker emballage. Og massevis af billig bobleplast. Hvert glas skal pakkes godt ind i bobleplast – et for et. Og skålen, den skal også have et godt lag bobleplast om sig. Og så skal der ekstra fyld i kassen.
Jeg tjekker glassene. De er fine. Lige som jeg ville have dem. Jeg tjekker adressen. Postnummeret er 1257. Adressen: Amalienborg. Jeg tror, jeg drømmer. Kan det være sandt?