Dansk ferie – varmt tøj

Selv om vi bestemt ikke har været heldige med vejret, har vi alligevel en dejlig ferie i det sommerhus, vi hvert år lejer i en uge i udkanten af feriebyen Lønstrup ved Nordjyllands vestkyst. Det er det samme hus, vi lejer hvert år, og vores to tvillingedrenge glæder sig meget til den uge, for de føler sig efterhånden helt hjemme i den lille ferieby, der er temmelig overbefolket i højsæsonen.

Nu er drengene nået i den alder, hvor sådan en uges ferie også handler om at gå i byen om aftenen og føre sig frem overfor de mange kønne, unge piger, de møder på byens diskoteker.

For os voksne er det morsomt at tænke tilbage på, hvad der interesserede drengene for 11 år siden, da vi begyndte at holde ferie i Lønstrup. Dengang handlede det mest om at bade i Vesterhavet og bygge sandslotte på stranden.

Nu, da de er 17 år gamle, bliver der fortsat badet meget fra stranden, men vi har en klar fornemmelse af, at det lige så meget handler om at kigge de kønneste piger ud i håbet om at møde dem igen på et diskotek om aftenen.

Og efter aftensmaden kan vi være sikre på, at sommerhusets badeværelse i lang tid er optaget af knægtene, der skal gøre sig klar til aftenens scoretogt. Dagens meget afslappede påklædning i form af en løsthængende T-shirt og joggingbukser bliver skiftet ud med pæne jeans og noget betydeligt mere stramtsiddende på ovekroppen.

Sidste år, da det var godt vejr, var de typisk iklædt smarte T-shirts med print af en eller anden slags, men i år må de bide i det sure æble og tage noget varmere på om aftenen, for temperaturerne er ikke just sommerlige, og vi må også trækkes med ret hyppige regnbyger.

Vi måtte køre til Hjørring forleden dag for at købe noget lidt varmere tøj til drengene, som ikke havde været tilstrækkeligt forudseende, da de pakkede deres tøj i kufferterne hjemmefra. Vi fandt en rigtig smart rullekrave T-shirt til dem hver, og de var da så forudseende at vælge den i hver sin farve, for det kan være svært nok for de fleste at kende forskel på de to drenge, der ligner hinanden som to dråber vand. Så har vi også den mulighed at bytte T-shirt med hinanden, hvis vi får lyst til at forvirre nogle af de andre på diskoteket, som drengene sagde.

Men selv en langærmet T-shirt er ganske enkelt for lidt at have på om aftenen, for udendørs temperaturen ligger som regel helt nede omkring de 10 grader, når vi kommer efter klokken 20 om aftenen, og der står en temmelig kold vind ind fra Vesterhavet.

Men drengene har da heldigvis på deres fars udtrykkelige anbefaling medbragt deres smarte softshell jakker, som de fik af os i fødselsdagsgave i april i år. De gør god gavn, når vestenvinden står ind fra havet om aftenen, og selv i løbet af dagen er vinden ofte så bidende, at de tager jakkerne på, hvis de skal et ærinde i byen

Dansk ferie – varmt tøj
Rul til toppen